Den nye virksomhed, der er på vej til GreenLab Skive anvender en banebrydende pyrolyse-teknologi, som udnytter halm og andre restprodukter fra landbruget både til at lave grønt brændstof og til fangst og lagring af CO2. Virksomhedens profil passer således perfekt ind i den grønne erhvervs- og energipark.
- En virksomhed med deres teknologi kan få meget stor betydning for at vi kan bevare det landbrug, som udgør en væsentlig del af vores lokale erhvervsliv her på Skiveegnen. Fordi den teknologi, som Stiesdal anvender, gør det muligt for landbruget at nedbringe CO2, og dermed gør teknologien det muligt at fastholde en væsentlig animalsk produktion, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Stiesdal har valgt placeringen i GreenLab Skive, fordi man her er langt fremme i udviklingen af grøn teknologi, og i forvejen arbejder med sektorkobling og sammenkoblingen af landbrug og industri. Virksomhedens nye SkyClean-anlæg i GreenLab bliver ti gange større end Stiesdals nuværende test-anlæg.
Borgmester Peder Christian Kirkegaard ser frem til at byde endnu en banebrydende virksomhed velkommen til kommunen.
- I Skive Kommune er vi glade for, vi er i stand til at tiltrække spændende innovative virksomheder, i det her tilfælde til vores grønne erhvervspark Green Lab. Vi står i en situation, som vi havde svært ved at forestille os for bare få år siden, at Skive Kommune nu er et sted, som flere virksomheder ude fra har fået øje på, og hvor de gerne vil etablere sig. Det bekræfter endnu engang, at vores mangeårige grønne satsning har været den rigtige vej at gå, siger han.